146
henrykt, da der saaledes tilbødes ham, at han blot behøvede at skrive efter hende — saa kom hun. Snart rejste Familien paa Landet — hvad Fru Baltzer ogsaa havde beregnet — og Ind- og Udgang faldt nemmere.
Endelig rejste Fru Baltzer sig for at gaa, rakte Flemming sin lille Haand og sagde med et yndigt Smil:
»Farvel og Tak!«
Flemming tog Haanden og vilde føre den til sine Læber. Men med et lille forskrækket Udbrud trak Fru Baltzer den til sig:
»Aa nej, ikke saadan!«
Og Flemming, lidt flov og lidt smigret ved denne enorme Kyskhed, lagde Haanden undskyldende paa sit Bryst og bukkede ærbødigt, medens med et sidste døende Øjekast den skønne Dame forsvandt.
Da hun var gaaet, faldt der en stærk Ubehagsfornemmelse over Flemming. Alle hans Nerver havde danset nu i halvanden Time. Han følte sig som En, der havde siddet ved et overdaadigt dækket Bord uden at turde nyde en eneste af Retterne. En stærk Hunger plagede ham. Og med voksende Ubehag tænkte han
