143
»Jo, det erindrer jeg da: det var tusind Kroner.«
Summens Størrelse tog Flemming lidt om Struben — han havde ikke saa nøje erindret dette Tal. Men nu var der kun én Vej frem:
»Saa skal jeg sige Dem, hvad vi gør: jeg forstrækker Dem — forstrækker Dem, bliv nu ikke forskrækket — foreløbigt med denne Sum. De sender mig Kontrakten, og jeg inddriver Summen hos Direktøren. Det er en ren og klar Forretningssag.«
Han formelig svømmede i Ædelhed. Men hun gav ham heller intet efter i uskyldig og hjærtegreben Forvirring og Taknemlighed.
»Men gaar det virkelig an?«
»Det gaar godt, udmærket an. Nu skal De se.«
Og han fo’r ind til sin Pengekasse og saa’ ikke det helt overgivne Smil, som den smukke, sørgende Frue sendte ham. Et Øjeblik efter var han tilbage med et Par Sedler.
»Kom nu med Deres Portemonnæ!«
Hun rakte ham tøvende og rødmende en elegant Portemonnæ, som hun trak frem af
