139
meget det maatte kede hende at forhandle Kontrakter og Affærer med en pedantisk Sagfører — men Jurister havde dog ogsaa deres gode Sider. Alligevel vilde han bede hende betragte ham ikke som en Advokat, men — hvis han turde vove Ordet — som en Ven. Han turde sige, at han var kommet til at nære den varmeste, omend ærbødigste Interesse for hende. Hvor kunde det være andet? Hendes ulykkelige Stilling, hendes Ungdom, hendes Kunst, hendes Angst for at se Hjemmet styrte sammen — alt, hvad han vidste, og endnu mere, hvad han anede igennem hendes saa beundringsværdige Diskretion, maatte appellere til den Ridderlighed, som selv Højesteretssagførere ikke vilde lade sig fraskrive Retten til. Han vovede derfor at stille sig til hendes Raadighed med det Ikke-meget, som han formaaede. Han vilde være lykkelig, hvis han kunde være hende til Tjeneste.
Fru Baltzer hørte paa denne speech med den behagelige Sikkerhed, som Bevidstheden om et næsten vundet Slag giver. Han var unægtelig af en klog Mand at være ikke rent overvældende.
