132
tænkt at faa sin Mand lidt ud at spasere i det yndige Vejr.
Kragh bøjede høfligt Hovedet, men sagde ikke et Ord, saa’ kun paa hende med stor Ærbødighed — saa’ hende ind i sin Sjæl, saa han naglede hendes Billede fast derinde og ikke atter vilde kunne rive det ud, uden Hjærtet blødende sønderreves med det Samme.
Om Hr. Kragh troede, det vilde vare længe?
Han kunde naturligvis ikke bestemt sige det, men han var tilbøjelig til at antage, at Besøget vilde trække ud.
Om ikke det gik an at banke paa Døren og faa hendes Mand et lille Minut i Tale?
Han tvang sig til at svare med et Tilløb til Spøg, at han i hvert Fald ikke turde gøre det, da Advokaten éngang for alle havde forbudt enhver Forstyrrelse.
Saadan som han sagde det, berøvede han ogsaa Fru Flemming Modet. Naar Flemming ikke vilde forstyrres, tænkte hun, saa turde hun paa ingen Maade trodse hans Forbud. Hun trodsede overhovedet aldrig noget Forbud.
