Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/136

Denne side er blevet korrekturlæst

124

Dog, idet hun graadigt kyssede ham, stønnede hun med en klynkende, barnligt bønfaldende Stemme:

»De maa ikke, Flemming, De maa ikke — — hører De, De maa ikke!«

— og kyssede ham vedblivende som en afsindig.

Men Tiden gik, og Hestenes Trav var hurtigt, og Fruen snart hjemme. Flemming standsede derfor sine Kys og sagde, at han elskede hende.

»Nej, De gør ikke,« svarede Fru Duncker bestemt.

Da den Art Erklæringer altsaa ikke behøvedes, tog Flemming som en praktisk Mand, hvem Sagen syntes i Orden, fat paa det Væsentligste og spurgte, naar de kunde ses og hvor han kunde træffe hende.

Fru Duncker rystede paa Hovedet. De kunde ses hos ham eller hos hende som sædvanligt.

»Det mener De ikke,« sagde han uforstaaende, »skal vi ses i Selskaber hos Dem eller mig eller paa Visiter? Vil De ikke lade