117
havde den Fornemmelse, at hun kunde tage ham paa Spidsen af sin Parasol, kaste ham højt op i Luften, fange ham igen og snurre ham rundt som Jongløren sine Tallerkener. Saadan en Pap-Mand! Han var til at blæse over Ende!
Hun forstod godt, hvordan han saa’ paa hende og hvilken Hensigt han tillagde hendes Besøg. Den rette nemlig. Det laa i, at hun saa grumme vanskeligt havde kunnet lave et sandsynligt Paaskud, thi det med Kontrakten og Gagen duede ingenting. Utvivlsomt, dér var en Blottelse, et Stik hjem for ham. Men derved skulde det blive.
Nu bare ligge stille en lille Tid — og lade ham spekulere og gruble og længes og skuffes og ærgre sig og gennemgaa hele Skalaen. Næste Gang agtede hun at begynde sit Spil for Alvor — og tage Stikkene hjem, til han ikke havde ét Kort paa Haanden og ikke én Jeton i Kassen.
— — Saaledes gik det til, at Flemming i næsten tre Uger ikke hørte et Ord fra Fru Baltzer. Hun havde vist sig som en Aaben-
