110
bedte Fru Baltzer. Men uden Rigdom ingen Skønhed — uden fine Klæder og Smykker og elegante Omgivelser ingen Skønhed, der kunde misundes og attraas. Og desuden, hvad Nutid og hvad Fremtid ventede der hende, hvis hun ikke selv sørgede for sin Skæbne? Af elendig Skuespillergage kunde der ikke leves, end mindre sammenspares noget.
Saaledes førtes hun følgerigtigt til den Plan: at sælge sig. Men rigtignok sælge sig saa dyrt som muligt. Hun var en Diamant, stor og smuk, og af et blændende Spil — hun kunde ikke sælges som en Voksperle for nogle Kroner. Jo større Pris hun holdt sig i, des større vilde der betales. Hun vilde tage sig god Tid, ikke byde sig ud paa Torv og Marked; hun tillod sig end ikke det ringeste Koketteri. Hun forstod vel, at Diamantens Haardhed forøgede dens Værd — og hun blev den mest uangribelige Dyd: et Mønster for ulykkelige Hustruer og kærlige Mødre — saa ulykkelig og ulastelig, at man glemte hendes Talentløshed og, selv naar hun optraadte, kun mindedes hendes ædle Karakter og ædle Skønhed.
