103
Kragh maatte le. Han huskede nok, hvorledes Melitta havde stridt imod, da han vilde, de skulde indbyde Baltzer. Hun havde ingen Lyst, paastod hun, til at omgaas Skuespillere — som der altid skulde gøres Krus for — og allermindst én, der ikke viste videre Talent og var saa særdeles fordrukken. Desuden havde hun en afgjort Antipati mod den pyntede Fru Baltzer og hendes Udstillings-Barn og frygtede, at Omgangen med Baltzer skulde have slemme Følger i Retning af at faa disse to Voksfigurer i Huset. Først da Kresen forsikrede hende, at Baltzer og hans Kone aldrig nogensteds fulgtes ad, og at den Enes Nærværelse afgav den absolut største Sikkerhed imod den Andens Komme, gav hun efter — men stadigt modstræbende.
»Du har som sædvanligt, som altid Ret,« svarede han.
Hun betænkte sig lidt, saa sagde hun meget kærligt:
»Men hvis jeg altid har Ret, saa tager jeg vel ikke fejl i, at du i Aften har været i et overordentligt slet Humør?«
