Side:E Brandes Lykkens Blændværk 1898.djvu/113

Denne side er blevet korrekturlæst

101

en ydmyg Vært ærbødigt rakte ham et mægtigt Glas Øl.

Kragh maatte næsten le, men da Betjenten vendte sig om efter at have drukket, og han paany saa det røde brutale Ansigt, irriteredes han atter, og da han gik op ad Trappen, tænkte han, at dette Menneske virkede paa ham ligesom en af de store hæslige Fluer, der ikke er til at faa bort fra Ens Person eller Ens Papirer, saa at man tilsidst næsten i Feber søger at dræbe den, skønt man væmmes ved at se Blodet slime ud af det ækle Dyr i en hvid Klump.

Da han kom ind i Stuen, var Melitta endnu oppe. Hun sad henne ved Vinduet og saa’ ud i Majnatten.

»Naa,« sagde hun venligt, »fik du Baltzer hjem?«

»Ja, vi kørte ham først en Tur, saa han blev næsten ædru. — Jeg skal hilse dig fra ham, at du ikke maatte være vred, fordi han ikke havde »passet bedre paa«.«

»Herregud, stakkels Fyr — hvor ondt han har det! Hvor hun piner ham!«