92
meget, at han kunde indaande Parfumen fra hendes Kjole!
Men hun jog ham Mile bort med sin utilgængelige Stivhed og rolige Foragt. Og hvilken Pine det var at vide hende saa nær! Om Dagen skyede han hende, spiste aldrig noget Maaltid hjemme, talte ikke til hende paa Teatret, viste sig aldrig med hende paa Gaden, holdt sig endog borte fra Barnet, som hun havde gjort ganske fremmed for ham, og som betragtede ham med en næsvis Mine, der efterlignede Moderens sammenknebne Læber. Var han, Drukkenbolten med den fedtede Frakke, vel ogsaa en præsentabel Fader for dette velopdragne, nystrøgne Barn?
Naa, Dagen, den gik endda med Prøver og Vinkælderbesøg og Komediespillen.
Men Natten! Den var ulidelig — og alligevel vilde han ikke blive borte. Han vilde langt hellere ligge for hendes Dør som en Hund. Saa vidste han ogsaa, at ingen anden kom.
Kom der nogen anden? Han troede det ikke — aldrig havde han opdaget noget! Og dog, det laa i Luften omkring hende. Men
