Denne side er blevet korrekturlæst
66
Lænken.
tag den, og iil til Din Skjønne,
og slyng den omkring hende tyst —
og var hun end haard som Klippen,
saa smelter det kolde Bryst.
Og var hendes Hu borttryllet,
den vender tilbage i Hast.
Og var hun end let som en Skovmø,
hun holdes af Lænken fast!“
Men Reginald staaer som idrømme,
og stirrer i Fjernet ud,
til Maanen stiger bag Fjeldet,
da iler han til sin Brud.
Hun svæver ham venlig imøde,
men sorgfuldt er hendes Blik,
som var der en Sky fuld af Taarer,
der hen over Stjernerne gik.
Saa satte hun sig ved hans Side,
og lænede sig mod hans Bryst,
og talte om Dagenes Drømme
og Drømmenes varslende Røst —
saa talede hun om Svanen,
der synger saa skjønt før sin Død,
om alle Smaastjerner, som blegne
for Østens blodige Glød,
