Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/66

Denne side er blevet korrekturlæst

52

Nordstjernen.

Halvt et Barn — men Barn af Syden! —
som den unge Rose aaben,
røbed hendes Blik hver Tanke,
hver en Frygt og hver en Haaben.

Dette Blik saa ømt, saa kjærligt,
til sin tause Ven hun hæved,
hendes Røst i sagte Tøner
over Læbens Purpur bæved:

„Saa er denne Dag Din sidste
paa Neapels Blomsterstrande?
Du vil drage hjem til Norden,
til de sneebedækte Lande!

Taaler ej Dit Konstnerhjerte
Sydlandshimlens milde Varme?
Længes det, at finde Svale
i Din blonde Piges Arme? —

Vend Dit Blik en Stund mod Havet —
seer Du hist, hvor Solen daler?
Seer Du, hvor i Aftnens Rødme
hine Marmorslotte prale —?

Seer Du! — Ude i det Fjerne
tusind Fiskersnekker glide;
i det guldbestrøede Purpur
stolt som Svaner frem de skride!