Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/58

Denne side er blevet korrekturlæst

46

Sjælevandringen.

begav det sig en Dag, at Palmedalen
just kom paa Talen.
Da foer han op: „Hvad har jeg glemt!
For Pokker! Det var dog før slemt,
det var aldeles ikke sønligt
at glemme det, hvorom saa bønligt
den Gamle bad mig allersidst!
Men har jeg glemt det — Eet er vist:
hans Sjæl skal ikke længe gaae
paa fire Been, det svoer jeg paa!

Og det var meent, som det var sagt.
Han rustede sig strax til Jagt,
drog bort og efter et Par Dage
var Vejen lagt tilbage.

Han havde knapt sat Fod i Land
paa den bevidste Ø, før han
i Afstand hørte Noget grynte.
Det følger af sig selv, han skyndte
sig did; men Stakkel! da han kom
op paa en Høj og saa sig om,
da saa han nok
en Svineflok,
men den bestod af mange Individer,
og skjøndt som sagt, han saa til alle Sider,
i hvilken Retning end han saa,