Side:E Bøgh Digte 1860.djvu/54

Denne side er blevet korrekturlæst

42

Sjælevandringen.

han troede nemlig selv hvert Ord,
han praeked for sin Faareflok,
skjøndt det var tidt besværligt nok.
Han var et Mønster for sin Stand,
en veritabel Præstemand:
Han præked, læste Bønner, spiste, drak,
politiserede og røg Tobak,
tog Offer paa de store Højtidsfester,
holdt paa sin Værdighed som alle Præster
og hundsede sin stakkels Skolemester,
og dertil var han sort fra Top til Taa,
selv om han ikke havde Klæder paa —
sort som en Præst — det vil De let forstaae,
naar jeg fortæller Dem, at han
var Morian.

Han var vel henved de Halvfjers
og messed paa sit sidste Vers,
da han en herlig Morgenstund
foer op af en urolig Blund,
tog Pen og Blæk og skrev sit Testamente,
lod saa ihast sin Førstefødte hente
og sagde derpaa rørt: „Min kjære Søn!
Jeg har en Bøn
til Dig! Min Død bebuder
mig just i denne Stund de høje Guder“ —
I Parenthes jeg finder her Anledning
til at bemærke, at vor Præst var Hedning. —
„Idrømme nys jeg Gudeskaren saa: