39
Bertel og hans Æsel.
og første Markedsdag man saa
ham nok saa stolt til Staden gaae
med Uhr og Meerskums Pibe paa,
og veed I hvad hans Reise gjælder?
Han vil vel kjøbe Bagateller? —
Ak nej, det skal I ikke troe!
Et Æsel da? — Nej hele to.
Nu var de onde Dage omme;
han havde Penge i sin Lomme.
Og Æsler fandt han tusindtals,
Ethvert af dem, som var tilfals
betragter han med Kjenderblikke;
da studser han —— han fejler ikke ——
i Flokken kjender han igjen
sin gamle Ven.
Ret som de Andre staaer den der
paa alle Fire; ja, den seer
saa dum, saa flau og saa fortabt
og æselagtig ud, at knapt
en Anden skulde kjende den
iblandt saa mange Ligemænd;
men Bertel kjendte den, og snart
var Alting ham aldeles klart —
han havde megen Æselkundskab! —
Han udbrød: »Stakkels gamle Ven,
er det nu saadan fat igjen!
Der seer Du Verdens Ondskab.
Det var jo det, jeg sagde sidst —
men hjalp Formaningen? Jo vist!
(3*)
