34
Bertel og hans Æsel.
tilsidst saa haardt, at Staklen greb
til Det, han nødigst vilde vælge:
han maatte sælge
sit Kjæreste, sin Øjesteen:
en gammel Ven paa fire Been,
en Ven, han kunde stole paa,
som i hans Huus var bleven graa,
en Ven med Svands og lange Ører —
Det var hans Æsel som I hører!
Som sagt, tiltorvs han maatte trække
sin bedste Ven,
og tause hen
ad Vejen vandrede de Begge.
Hvad Æslet tænkte, veed jeg ej saa lige;
hvad Bertel tænkte, det er let at sige —
han tænkte højt. Han sukked af og til:
„Gid Fanden havde alt Slags Kortenspil!.“
Det fik to Skjelmer just at høre,
og hvad har de at gjøre! —
Mens Bertel vandrer taus og tryg,
de løse Æslet bag hans Ryg;
den ene trækker af med Dyret,
den anden tager Grimen paa,
og gaaer istedet for den Graae.
Det var — det maatte han forstaae —
det Fiffige i Eventyret.
Og Bertel gik som for afsted
og trak sin nye Æsel med,
