180
Riimbrev.
naar Du, trods Din spinkle og spæde Sopran
vi hyle omkap med en styrtet Titan.
Ja Peter, om Du var min egen Broder,
jeg kunde ej Andet! Jeg maatte jo lee
ad al denne Jammer og Kval og Vee,
Du hyler os for efter laante Noder,
jeg maatte vel lee ad en Sanger, der troer,
at Nogen til Dato har jamret sig stor. —
Du lyver Dig stokblind for Livets Herlighed,
Jordens Ynde og Himlens Kjærlighed,
flyer fra Lyset og roder Dig ned
i Gravens Muln og Uhyggelighed,
og klynker og knurrer i Nattens Skjød
om Træthed og Mæthed og Dvale og Død —
Er sligt et Klynk vel poetisk? — Nej,
maaskee det kan være „guddommelig“ lyrisk;
det veed jeg, at menneskeligt er det ej,
jeg finder det hartad murmel-dyrisk.
Kom op af Dit Gravdyb! Forgjæves Du stønner
og klynker Dig træt,
den Rolle Du spiller er flau, og den lønner
sig inderlig slet.
Hvem troer Du vil høre en tudende Ugle,
mens Skovene vrimle af qvidrende Fugle?
Hvem henter vel nu sine Yndlingssprog
fra St. Jeremiæ Begrædelses-Bog?
Husk paa: Vore Landsmænd er alle svorne
