179
Riimbrev.
Dæmonen som snart i sin stolte Svimlen
foragted Jorden og trodsed Himlen,
og snart i dybe bævende Kvad
blot om en Taare ved Urnen bad —
et Skimt af Heine, den Ungdomsbedaarer,
hvis Latter spotter hans egne Taarer,
hvis gyldne Lyre paa een Gang er stemt
til drømmende Vemod og gjøglende Skjæmt,
et Skimt af Lenau og Putzkin … men holdt!
For Gude Skyld Fætter — bliv ikke stolt! —
Jeg seer dem, som sagt, i Din lille Figur,
men det vil da sige: i Karikatur.
Du ligner de Store paa Dværgemaneer —
Trods al min Møje jeg Intet seer
af Storhed i Udtryk og Storhed i Tanker,
men derimod seer jeg de Stores Skavanker:
Lord Byrons Hestefod, Heines Vissenhed,
Lenaus Vanvid og Putzkins Zerrissenhed.
Nu vil Du formodentlig tage paa Vej
og skrige paa Frækhed og gjøre Allarm,
men spar kun Din Harm!
De Store og Storheden spotter jeg ej!
Kun Himlen kan dømme de stolte Titaner,
der stormed Olympen og Gudernes Raad,
vi Smaa tør ej gjækkes med Kæmpernes Daad,
ej gjøgle med Kvaler, sem neppe vi aner,
men smaalee, det tør jeg,
det maa jeg, det gjør jeg,
