173
Til en norsk Skandinav.
Vist blandede Dansken og Normanden Blod
til Fostbrødrelag under Striden;
da kæmpende Side ved Side de stod.
— Men det er saalænge siden!
„At Gubben i Nord var Fru Danas Ven,
hans bedste Affairer har skadet;
derfor han betakker sig nu“, som der staaer
saa vittigt i Morgenbladet.
Og hvad er vel Lønnen og Takken, man faaer,
naar Livet for Dansken man vover?
Med Knaphullet tomt hjem fra Striden jo gaaer
Hveranden, som rejser derover!
Herhjemme har vi fra gammel Tid
et Oplag af Hæder og Ære,
og alle de Laurbær, som sendtes hid
fra Rolf og Normannernes Hære.
Med dem om Panden vi sidde kan
saa trygt paa det evige Dovre,
og spille vor Polskpas, mens Ild og Sværd
husere bag Sundet derovre.
Lad det kun brænde! Det bør Dig ej
forstyrre i Middagsluren.
Føl blot paa Væggen, og tak Din Gud,
at Svensken staaer først for Touren!
