Denne side er blevet korrekturlæst
139
Fætter-Jeremiade.
Fætter-Jeremiade.
Ak, ingen Mennesker — nej ingen Dyr —
Paa vor velsignede Klode
Træller som jeg ulyksalige Fyr:
Jeg er aldeles marode!
Skjøndt jeg først gaaer i mit nittende Aar,
Livet mig plager og trætter;
Thi fra min Fødsel var Skjæbnen mig haard:
Jeg kom til Verden — som Fætter,
Jeg har Cousiner — en græselig Flok! —
Ingen kan have en større.
To eller tre var mig mere en nok —
Og jeg har henimod fyrre!
Fire Louiser, fem Liser og tre
Juller og Janer og Jetter
Raabe, saasnart jeg blot lader mig see:
„Fætter!“ og „Fætter!“ og „Fætter!“
Der skal jeg hjælpe og der give Raad,
Der skrive op og beregne,
Der holde Silke og der kjøbe Traad,
Der er et Mønster at tegne,
