126
To Gjenboer.
Han.
Og her ved Din Dør jeg standsed med Skræk —
Hun.
Det var ikke heller nødvendigt!
Han.
Og saa kom Ami for at jage mig væk —
Hun.
Den stygge Ami! Det var skjændigt!
Begge.
Ja der har Ingen lidt som vi,
det maa Enhver erkjende —
men nu er Sorgens Tid forbi,
og Glæden tager aldrig Ende!
Hun.
Jeg husker saa godt, da Du traadte herind —
jeg sad her i Krogen med Taare paa Kind,
og skjulte mit Ansigt ved Rammen.
Han.
Og jeg bød „Godmorgen!“ skjøndt Klokken var fem,
og det var det eneste Ord, jeg fik frem
jeg syntes, min Mund var syet sammen.
Hun.
Men Tante, som hjalp og trøsted Enhver,
fik Talen igang om Vind og om Veir,
Han.
Og saa blev vi interessante.
Og da hun tilsidst blev overcomplet,
saa gik hun sin Vej — hvor det var honnet!
