109
Ole Smed.
I Røg og Sod og Sværte, med Sved og Slæb og Slid
Sit Haandværk nu han lærte — og det tog megen Tid,
før Ole han forstod’et. Det veed jo nok Enhver:
Den Konst at træffe Ho’det paa Sommet er saa svær.
Og da det var paatide, han skulde gifte sig,
Saa gik han hen og fri’de, men Maren gav ham Nej;
Dog siden — saadan gaaer’et — blev hun ham huld og tro
Og fik et Barn om Aaret, ja sommetider to.
Saa levede de Begge i mange, mange Aar,
Luunt sad han mellem Vægge, tilfreds med sine Kaar;
Og mens nu gode Tider med onde vexled om,
Saa døde han omsider af bare Alderdom.
Han levd fromt og stille, med Verden holdt han Fred:
Alt, hvad de Andre vilde, det vilde Ole med. —
Tænk, hvor han kunde drevet det vidt med den Forstand! —
Guds Død! Han havde blevet en prægtig Rigsdagsmand!