94
Vilosporet.
„Min Elskov kan komme!“ — saa lød hendes Ord.
Gjerne jeg lader mig gjække:
Kunde hun elske mig — Himmel og Jord!
Jeg forsagede glad Eder begge,
og elsker jeg haabløst — ved Alt hvad jeg leed! —
jeg foretrækker min Vaande
for Kvindens sædvanlige Kjærlighed,
den tamme, blege og blonde.
Maaskee var det ikke fra Himlen hun fik
den Magt, som min Hu betvinger;
men fløj en Engel forbi hendes Blik,
han sved sine hvide Vinger —
maaskee er jeg hildet i Mørkets Garn
og tæres af Dybets Flamme;
men var hun ogsaa et Nattens Barn —
min Elskvv blev dog den samme!
Iaften venter hun mig maaskee —
Alt nærmer sig Midnatsstunden,
vildt fyger i Stormen den knittrende Snee,
baade Spor og Sti er forsvunden;
men jeg maa derud; hun hviskede sidst:
„Min Elskov kan hurtigt komme“ —
Lad det storme og fyge! Jeg aner forvist:
Snart Længselens Tid er omme!
