93
Vildsporet.
men jo mere jeg loved, jo mere hun lo —
for lidt mine Løfter vejed.
„Haand og Hjerte og Tro — Ej ej,
hvor den Tale er fiin og fager! —
svarte hun kjækt — men hvad skulde jeg
med slige dejlige Sager?
Naar først man bliver af Elskov kjed,
er Troskab til liden Nytte —
Den Elsker, der vinder min Kjærlighed,
skal Intet give ibytte.“
Det var ifjor Sanct Albani Dag —
Aar og Dag er nu svundet.
Ak! — Endnu er mit Haab kun Bedrag,
endnu har jeg Intet vundet.
Dog sælsomt hvisked hun sidste Gang:
„Min Elskov kan hurtig komme;
men bliver Dig Længslens Tid for lang,
saa fly kun før den er omme!«
Var det en Spøg? Jeg veed det ej,
men det var grumt om hun spøgte!
Bort fra sin Sjæl, sit eget Jeg
mægter jo Ingen at flygte,
og min Sjæl og mit Hjerte har hun besat,
hun ruger derinde som Dragen
i flammende Drømme den mørke Nat
og i glødende Tanker om Dagen.
