90
Vildsporet.
Det var ifjor Sanct Albani Dag,
jeg vandrede just fra Bakken
ned gjennem Skoven i Ro og Mag
med Bøssen hængt over Nakken;
Solen skinnede, Himlen var blaa,
Varmen zittred i Luften,
rundtom blomstred Convaller smaa,
jeg blev næsten beruset af Duften.
Alt var saa underligt tyst: der sang
ikke en Fugl i Skoven,
ikke et Vindpust leged engang
blandt de dunede Blade foroven.
I Sommerens Solskin, i Middagens Ro,
laa Alt som i salig Slummer,
og jeg selv var saa ung, saa fri og saa fro,
jeg kjendte ej Kval eller Kummer.
Men ret som jeg vanked, saae jeg en Sti
bugte sig inde i Skyggen,
og greben af Tusmørkets Trylleri
vendte jeg Lyset Ryggen.
Jeg fulgte Stien og agted ej paa,
hvor hurtig Dagen kan lide,
først langt om længe jeg standsed og saae,
det var ved Aftenstide.
Da aanded den snævre Sti sig medeet,
og hegnet af skovklædte Høje
