at gribe ind. Efterretningerne fra Paris lyder meget ugunstigt for Dysmorphismen:
En Korrespondance fra Paris til det sydsvenske Dagblad om Forårets Kunstudstillinger i 1919 indledes med følgende Ord: »Man kan roligt sige, at Krigen har dræbt Bolschevikkunsten. Herovre har nu Kubist- og Futuristprofessorerne aldrig haft noget Marked; deres Produkter var beregnede på Export til Lande, hvor alt nyt fra Paris beundredes; deres Theorier er nu glemte, og i en Sal i Hôtel des ventes, hvor kun Ragelse er til Udsalg, bortsælges undertiden metervis Resterne af det, som engang på Independenternes Salon slog Publikum med Forfærdelse — til fattige Kunstnere, som ikke har Raad til at kjøbe de nye og dyre Lærreder men må nøjes med at male på gamle«.
Denne Meddelelse om, at den futuristisk-kubistiske Farsot i Paris er ebbet ud, bekræftes fra mange Sider, ikke blot af Journalister men også af Kunstnere og Kunsthistorikere. I Anledning af Hr. Thorkild Henningsens Udstilling af moderne fransk Malerkunst skriver således Vilhelm Wanscher: »Det viser sig, at Kunstnerne er vendte tilbage fra Kubismens Experimenter til den mere naturlige Malemåde«.
I en Artikel betitlet »Le Blanc et le Noir« i Tidsskriftet »La renaissance de l'art francaise« sammenstiller Arsène Alexandre på en drastisk Måde sex af de for Tiden så beundrede Negerskulpturer med sex af den hvide Races Mesterværker; — han lovpriser derefter den moderne Kunsthandler, der ikke som hin Lafontaineske Figur, er en Galmand, der sælger Visdom, men som tvertimod er en Vismand, der sælger Galskab — og tilmed tager den godt betalt under denne »joli mouvement de déliquesence, dont nous voyons aujourd' hui l'aboutissement«; — aboutissement! — det dobbelttydige Ord er vel valgt! — Sigurd Schulz citerer i »Ill. Tidende« selve Salto som skriver: »Naturalismen hol-
— 41 —
