Bogen, og skal samtidigt indskyde den Bemærkning, at det Billedmateriale, som de mig bekjendte dadaistiske Publikationer bringer, ikke væsentlig adskiller sig fra det almindelige expressionistiske; jeg kan i så Henseende henvise til Tidsskriftet »Dada«s 2det Hefte Decb. 1917 og Hefte 4—5 1919, hvor man vil finde de andetsteds fra kendte gode expressionistiske Navne: Kandinsky, Picabia, Klee og mange flere repræsenterede. En ualmindeligt fremtrædende Rolle synes mig dog en vis Art dekorative — undertiden meget smukke — Træsnit at spille, af den her (S. 26) afbildede Type; de virker imidlertid noget trættende ved den hyppige Anvendelse, navnlig når de benyttes til at gjennemillustrere en hel Digtsamling. Specifik for Dadaismen er vistnok en højst mærkelig Billedtype, som er lettere at gjengive end at beskrive, og for hvilken De her (S. 26 nederst) ser en Repræsentant; man overdriver neppe, når man betegner dem som uforstaelige for almindelige Dødelige.
Selv om man ikke ad anden Vej kendte Dadaisternes Samhørighed med og Beundring for de dysmorphistiske Mestre, vilde man strax blive slået af det åndelige Slægtskab mellem disse Billeder og Mouvement Dada's Vers: Der er over de citerede Digte ret som en Klang af spinatgrønne kvadratiske Heste, af Mandsprofiler med ægyptiske en-face-Øjne i Tindingeregionen og af hellige Droskekuske ad modum Chagall; — det er, som var de bestemte til at reciteres i Vid-
— 25 —
