af det gådefulde Væsens Krop og Hoved! Disse Billeder og deres lige er det, hvorom det drejer sig — hele det af Dysmorphisterne ophobede mægtige Stof til en transscendent »ideoplastisk« Teratologi, som kun venter på sin Geoffroy Saint-Hilaire, på en Mand, der har både kunstneriske og psychiatriske Forudsætninger til at foretage det ordnende og tydende Arbejde, der allerede forlængst er gjort indenfor den naturbundne Misfoster-Lære. Disse såkaldte Kunstværker kan hverken hæves eller sænkes eller tolkes ved at knyttes til Bolschevismens Navn; men den videnskabelige Bearbejdelse af dem kan måske give Resultater af Interesse for Psychologi og Kunsthistorie; Dysmorphisterne tager imidlertid svarligen fejl, når de tror, at man kan nå til en virkelig Forståelse af deres Vrængebilleder ad anden Vej end ud fra Erfaringer, indhøstede på Psychopathologiens Område.
Medens der efter mit Skjøn ikke er en sådan Væsens-Sammenhæng mellem Expressionismen og Bolschevismen som den, Grautoff proklamerer, bliver der neppe fra sagkyndig Side — selv har jeg ingen Forstand på Sagen — rejst Tvivl om, at den Bevægelse indenfor Musiken, der betegnes ved Arnold Schönbergs Navn, danner en fuldkommen Parallel til de omstridte Strømninger indenfor de skjønne Kunster, og det samme gjælder om den Retning indenfor Digtekunsten, som er vel kjendt fra »Sturm«-Publikationerne, og som har sat sin mest ejendommelige Blomst i den dadaistiske Poesi. At slige Søsterbevægelser indenfor andre Kunstarter i høj Grad kan bidrage til at støtte den dysmorphistiske Kunst, har jeg alt omtalt; men på den anden
— 18 —
