enhed i sin Bog »Formzertrümmerung und Formaufbau in der bildende Kunst«, Berlin 1919. Men for Grautoff er Bolschevismen ikke længer Blodhunden, Bøddelen, Skældsordet; — det er Hædersnavnet og for den nye Kunst Sejrsmærket, Fremtiden! Den »nye« Kunst er for ham kun et Led i »den uhyre Følelsesstrøm, der nu udgyder sig over Europa, og som vi sammenfatter under Begrebet Bolschevisme, — som vil nedrive alt Bestående og samtidigt i dunkel Længselstrang stræber hen mod en Fornyelse af Menneskeheden«.
Jeg må tilstå, at ikke føler mig overbevist af Grautoffs Fremstilling! Alt hvad der »er oppe i Tiden«, som man siger, rører han sammen i Aktivismens store Hexekedel: På Opdragelsens Område Baden Powells Spejdervæsen, på Pædagogikens Wickersdorf-Bevægelsen, i Politiken Bolschevismen; i Kunsten »Billedstormerne« og Futuristerne. »Billedstormerne« døber han den Gruppe unge tydske Kunstnere, der glatvæk afviser (ablehnen) Malerierne som Kunstværker, der ingen Existensberettigelse har; det interessanteste i Bogen er just den Samling Citater, der belyser disse unge Kunstneres Baseri mod det fra Fædrene nedarvede Maleri. Som en Prøve afskriver jeg Kurella's Udtalelse: »Dasz man diese Ausflüsse eines Ich auf viereckige Leinwandstücke etwa als Brief, als Porträt, als Bekenntniss einem Freunde schenkt, der sie sich aufhebt, wäre noch verständlich: dass man aber noch fremde Leute überredet sie sich hinzubammeln auch noch Geld dafür zu zahlen und damit zusammenzuleben, das ist eine unglaubliche Entartung«. Grautoff forbauses selv over denne »den kommende Generations Foragt for Maleriet«; men han indrangerer den dog sammen med Futuristerne i den store bolschevikiske Følelsesstrøm.
Som sagt, jeg føler mig ikke ved Grautoffs Betragt-
— 15 —
