om Side med Olaf Rudes dito i en eller anden modernistisk Tribuna!
— — — — Tiderne skifte!
Alt som »de borgerlige Partier« overalt lider Nederlag på Nederlag i Kampen mod Socialdemokratiet, og alt eftersom Lenin Aar efter Aar holder Stillingen i Rusland og gjennemagiterer alle Verdensdele, er Synet på Bolschevismen blevet noget ændret. Den er — hvorledes det end slutteligt går — for Tiden en Stormagt, som det vel er værd at have til. Forbundsfælle, og mange spørger ængsteligt: Skulde den virkelig være Nutiden — Nytiden — Fremtiden?
Det ligger endvidere nær for den, der med Iver søger at trænge ind i de nyere Kunstretningers Væsen at spejde efter parallele Bevægelser på andre af Aandslivets Områder — på Videnskabens, Digtekunstens, Musikens, Politikens, Religionens Område. Skulde slige samstemmende Bevægelser kunne påvises, vilde det være yderst betydningsfuldt; det vilde være en kraftig Støtte for »den nye Kunst« og kunde pege i Retning af, at vi virkelig nu står ligeoverfor en så rodhuggende Omvæltning af hele Aandslivet, at dets nye Former ifølge Sagens Natur kun kunne forstås af en lille, særligt vidtskuende og fremsynet Skare af overlegne Aander. At slige Bevægelser findes indenfor Musik og Digtekunst, skal jeg senere komme tilbage til.
Men nu Politik!? Skulde Bolschevismen måske være Udslag af den samme sjælelige Trang, der siges at være de dysmorphistiske Kunstprodukters Kilde? Jeg har ondt ved at finde en Analogi mellem eller et fælles Grundlag for det kommunistiske Proletar-Diktatur og de nyeste Kunstretninger, som her er på Tale; heller ikke giver Futuristernes eller Expressionisternes Programmer Holdepunkter for en slig Antagelse.
Ikke desto mindre har den tydske Kunsthistoriker Otto Grautoff gjort sig til Talsmand for denne Væsens-
— 14 —
