lop: »Postillusionism and art in the insane«. Hyslop tog dette Spørgsmål op til Bearbejdelse 1910—11, da de »postimpressionistiske« Kunstværker, der så ofte mindede om de Sindssyges Tegninger og Malerier, ihærdigt udskreges som Indledningen til en ny Æra i Kunsten. Han begrænser Undersøgelsen til Patienter, som han har havt Lejlighed til at iagttage indenfor det Sindssygehospitals Mure — såvidt jeg véd selve Bedlam — ved hvilket han var Overlæge, og han gjør Indtryk af at øse af en rig Erfaring, når han behandler Spørgsmålets mange forskjellige Sider; men hans Arbejdes Værdi forringes desværre meget derved, at det ikke er forsynet med Afbildninger. Read fremhæver stærkt Hospitalsmaterialets Fortrinlighed; for det første fordi der blandt denne Art Patienter ikke existerer »anything of the nature of a mutual admiration soeiety«, og for det andet, fordi, som Hyslop udtrykkelig fremhæver, man hos de udpræget sindssyge Kunstnere aldrig træffer den »forsætlige Undertrykkelse af teknisk Dygtighed«, som, når man har med sunde Individer at gjøre, kan lede på Vildspor. Jeg må imidlertid ærligt tilstå, at jeg ikke forstår, hvorledes Read kan tage Hyslops Arbejde til Indtægt for sin Påstand om, at en stor Del af de expressionistiske Kunstværker skyldes Psychopather; jeg synes end ikke, at han gjør noget Forsøg på at overbevise Læseren om, at det forholder sig således. Han går tydeligt nok ud fra det som givet! Det er imidlertid heller ikke den Side af hans Foredrag, der synes mig at frembyde Interesse; denne knytter sig væsentlig til hans originale Tydning af de efter hans Skjøn psychisk normale Kunstneres Forkjærlighed for såkaldt primitivistisk og naivistisk Fremstillingsform. Hans Tanke er denne: I næsten ethvert civiliseret Menneskes Sjæl slumrer Spiren til et Ønske om at vende tilbage til Slægtens primitive Liv, i hvilket man ikke føler Trykket af Kulturens strammende Bånd. Dette
— 10 —
