miskjendes af den store Hob. Hvordan gik det ikke Hugo og Bethoven! (Forspringshypothesen).
Jeg gjorde mig som sagt til Talsmand for Sygdomshypothesen; men vandt ikke megen Tilslutning: En hel Række udmærkede Medicinere og blandt dem højt ansete Sindssygelæger og Neurologer tog mer eller mindre bestemt Afstand fra denne Opfattelse; jeg nævner Brünniche, Helweg, Krabbe, K. K. K. Lundsgaard, Oluf Thomsen. På den anden Side havde jeg den Tilfredsstillelse at få Tilslutning fra en psychiatrisk Autoritet som Bror Gadelius, der tilmed som Forfatter af Bogen om Tro og Overtro i svundne Tider og af to mindre Arbejder om »massornas själsliv« just har gjort psychiske Epidemier og psychisk Smitte til Genstand for særlig Granskning — aldeles bortset fra, at han også specielt har beskæftiget sig med Sindssygdommenes Forhold til »diktning och skapande konst«. I et Brev til mig, der er offentliggjort i »Hospitalstidende« for 1919, slutter han sig uforbeholdent til den Anskuelse, at de dysmorphistiske Arbejder er af psychopathisk Oprindelse — selv om han sér anderledes på Aarsagsforholdet end jeg.
Også fra kunstkritisk Side har Sygdomshypothesen vundet Tilslutning. I en Afhandling, som jeg ved Forfatterens Velvilje har havt Lejlighed til at læse i Manuskript, har Martin Minden forfægtet den dysmorphistiske Kunsts sygelige Natur. Han kalder sit Arbejde »Die moderne Kunst an der Grenze und im Bereiche des verrückten«, og går den — efter min Mening noget farlige — Vej at sammenstille en Række expressionistiske Malerier og Tegninger med lige så mange Arbejder af udpræget sindssyge Patienter — 5 Tilfælde af Dementia præcox og 3 af Paranoia. Minden søger nu at eftervise ejendommelige Fællespræg hos de to Grupper: Tankeflugt, stærk Betoning af det sexuelle, Rhytme og Iteration, Enshed i Beskrivelsens Form o. s. v. og han sammenfatter
— 8 —
