92
„Naturligvis vilde jeg ikke, det er vist! Jeg taler kun om det berettigede deri … Det drejer sig ikke om mig…”
„Men det er netop det, jeg mener: naar Du ikke selv vil lægge Haand til, kan der i det hele ikke være Tale om Ret … Kom saa — lad os spille et Parti til.”
Raskolnikow var i en voldsom Sindsbevægelse. Vist var det altsammen disse dagligdags friskfyrsagtige Talemaader, som de Unge saa gærne blærer sig med, selv om Form og Tema er forskællig. Men hvorledes forklare, at han netop nu skulde sidde som Tilhører ved en saadan Samtale og lytte til saadanne Tanker, netop saadanne, som var fremstaaet i hans egen Hjærne? Og hvorledes kunde det være, at han, efter at han netop havde bragt Spiren til sine Tanker med fra den Gamle, skulde blive Vidne til en Samtale som denne?…
Dette Sammentræf havde bestandig staaet som noget betydningsfuldt for ham: en tilsyneladende ganske ligegyldig Kafédiskussion fik en usædvanlig Indflydelse paa den videre Udvikling paa hans Skæbne, som om den virkelig havde været et Varsel, et Fingerpeg.
— — — — — — — — — —
Da han fra Høtorvet kom hjem, kastede han sig ned paa Sofaen og blev siddende en hel Time uden at røre sig.
Mørket var imidlertid faldet paa; han havde intet Lys, og det var vel heller ikke faldet ham ind at tænde det. Naar han senere tænkte tilbage paa denne Time, kunde han aldrig tomme paa det Rene med, om han havde tænkt paa nogle eller ikke. Endelig kom Feberen igen ligesom før, med Kuldegysen. Det faldt ham ind, at han jo lige saa godt
