75
Dag; saaledes som Egnen har indpræget sig i hans Hukommelse, staar den nu i Drømmen langt mere levende for ham end i vaagen Tilstand. Den lille By ligger dèr ganske aaben; ikke et eneste lille Træ er der at se, kun langt, langt borte i det Fjærne ser man noget mørkt — det er Skoven. Lige ved Udkanten af Byen ligger et stort Værtshus. Det har al Tid gjort et stygt Indtryk paa ham, ligefrem sat Skræk i ham hver Gang han paa Udflugterne med sin Fader kom forbi det. Der var al Tid mange Folk i det Værtshus, de skreg og lo, støjede og sloges der inde, og sang liderlige Viser med hæs Stemme. Alle Slags væmmelige, fulde Bisser drev stadig omkring i Nærheden af Knejpen… Naar han mødte nogen af dem, trykkede han sig al Tid tæt op til sin Fader og rystede over hele Kroppen. Lige forbi Værtshuset gaar en Markvej; den er al Tid støvet, og Støvet er saa underlig sort. Den slynger sig i Bugtninger, og en tre hundrede Skridt borte bøjer den sig tilhøjre omkring Byens Kirkegaard. Midt paa Kirkegaarden staar en Stenkirke med grøn Kuppel. Til den gik han to Gange om Aaret sammen med sin Fader og Moder til Middagsgudstjeneste; det var nemlig naar der skulde læses Sjælemesser for hans Bedstemoder, som var død for længe, længe siden, og som han aldrig havde kendt. Hver Gang havde de en Kutja[1] med paa et hvidt Fad, og lagt ind i en Serviet. Kutjaen var af Ris, med Sukker og Rosiner, som i Form af et Kors var bagt ind i Risen. Han holdt saa meget af denne Kirke med de rare gamle Helgenbilleder, hvoraf de Fleste var uden Ramme, og han
holdt meget af den gamle Præst med det rystende
- ↑ En Slags Risbudding, som bringes med i Kirken ved Mindefesterne for de afdøde.
