73
Han gik hurtigt videre — han løb næsten; han vilde først gaa hjem, men han betænkte sig. I denne Afkrog, hvor han boede, i dette skrækkelige gule Hul var i Løbet af den sidste Maaned en forfærdelig Tanke bragt til Modenhed hos ham. — Han skyndte sig afsted — længer bort.
Hans nervøse Uro blev til fuldstændig Feber — han følte en formelig Tørst, og midt i Solens brændende Hede foer der Kuldegysninger igennem ham. Næsten uden at vide af det forsøgte han med en voldsom Aandsanstrængelse at tage et Indtryk af sine Omgivelser — det var lige som hans Tanker maatte have en eller anden Adspredelse. Men det lykkedes ham kun daarligt, og han faldt snart igen tilbage i sine Grublerier. Naar han løftede Hovedet og saa sig om, saa havde han i næste Øjeblik glemt, baade hvad han havde set og tænkt.
Paa denne Maade havde han passeret hele Wasilewsky-Øen, var kommen til Lille-Newa, var gaaet over Broen og henimod Øerne. Træerne med deres grønne Lov og den friske Luftning virkede velgørende paa hans trætte Øjne, der var vant til Gadestøvet, til Kalk og store, tæt sammenpakkede, tungt trykkende Huse. Her var ingen kvælende Luft, ingen Stank og ingen Ølknejper. Men disse nye, forfriskende Følelser gik hurtig over i sygelig Ophidselse. Bedst som han gik, kunde han pludselig standse udenfor en af Grønt omslynget Villa, se ind gennem Stakittet, saa langt borte paa Balkoner og Terrasser Damer i kostbare, elegante Dragter, og Børn, som legede nede i Haven. Men især fængslede Blomsterne ham — fra dem kunde han næsten ikke rive sig løs. Ekvipager, Damer og Herrer til Hest foer ogsaa forbi ham paa Vejen. Han stirrede nysgærrigt efter dem, men før de var kommen ham af Syne, havde han allerede glemt dem. En Gang
