370
Sofia fik under hele Sygdommen kun Lejlighed til at besøge ham to Gange i Sygesalen; hun maatte hver Gang først ansøge om Tilladelse, og det var forbundet med Bryderi. Men hun kom ofte i Hospitalsgaarden, nede under Vinduerne; især om Aftenen, ofte blot for at staa et Minut i Gaarden og se de Vinduer, bag hvilke han laa.
En Gang henimod Aften var Raskolnikow, der nu næsten var rask, falden i Søvn; da han vaagnede, gik han tilfældigvis hen til Vinduet og saa pludselig Sofia staa et Stykke borte henne ved Porten. Hun stod der, som om hun ventede paa noget. Det var, som om hans Hjærte blev gennemboret; han foer sammen og forlod straks Vinduet.
Den næste Dag kom Sofia ikke; Dagen derefter heller ikke; han gjorde den Iagttagelse, at han ventede hende med en vis Uro.
Endelig blev han udskreven som helbredet.
Da han kom tilbage til Fængslet, fik han at vide af Arrestanterne, at Sofia var syg og laa til Sengs. Han blev meget urolig og sendte Bud til hende for at faa Underretning. Snart fik han at vide, at Sygdommen ikke var farlig.
Da hun paa sin Side hørte, at han længtes efter hende og var urolig for hende, sendte hun ham en lille Billet og meddelte ham, at hun allerede var meget bedre, det havde bare været en let, ubetydelig Forkølelse, og hun vilde snart komme og besøge ham ved Arbejdet.
Da han læste denne Seddel, slog han Hjærte hæftigt og krampagtigt.
Det var atter en klar og varm Dag. Klokken seks om Morgenen drog han afsted til Arbejde op lange Flodbredden, hvor der i et Træskur stod en Gibsovn.
Der var kun beordret tre Arbejdere derhen; en
