368
hendes Gang, vendte sig om og saa efter hende og roste hende; de vidste ikke selv, alt det de skulde rose hos hende. De gik endogsaa til hende for at lade sig kurrere.
Raskolnikow maatte ligge paa Hospitalet hele Fasteugen og Paaskeugen over.
Da han blev bedre, huskede han de Drømme, han havde havt under Feberen. Han havde drømt, at hele Verden var fordømt til at blive Offer for en frygtelig Pest, der endnu var aldeles ubekendt og aldrig havde vist sig før, en Pest, som skulde komme fra Asien og udbrede sig over Europa. Alle skulde omkomme paa nogle faa nær, nogle faa Udvalgte.
En ganske særegen, ny Art af Trikiner skulde vise sig, mikroskopiske Væsener, som fandt Indgang i Menneskets Legeme; men disse Væsener var Aander, med Fornuft og Villie begavede Væsener. De Personer, som havde faaet dem i sig, blev straks ligesom Besatte og Vanvittige.
Men aldrig nogensinde holdt Menneskene sig for saa vise, og var saa sikre paa Sandheden i deres Overbevisning, som paa den Tid, da de havde denne Pest. Aldrig havde de holdt deres Domme, Resultaterne af deres Videnskab, moralske Begreber og deres Tro for mere ufejlbar og urokkelig end nu.
Hele Landsbyer, hele Stæder og Folkeslag blev forpestede og vanvittige. Der var et alment Røre og den ene forstod ikke den anden; enhver troede, at ene og alene han havde Sandheden, og enhver slog sig for sit Bryst, græd, vred Hænderne og led, naar han saa paa de andre. Man vidste ikke, hvem og hvordan man skulde dømme, man kunde ikke blive enig om godt og ondt; man vidste ikke, hvem man skulde dømme og hvem man skulde frikende.
Menneskene slog hinanden ihjel i vanvittig
