365
en uhyre Løgn mod sig selv og sine Overbevisninger. Han forstod ikke, at denne Forudfølelse var Forløberen for en kommende Sindsændring, hans vordende Oprejsning, en ny Anskuelsesmaade.
Snarere tilstod han for sig selv, at en dump Sejghed i Instinkter derved havde været med i Spillet, en Sejghed, som han ikke havde kunnet overvinde, og som han igen ikke havde Kraft til at skride hen over. Hans Karakterløshed og Svaghed var Skyld deri.
Han saa paa sine Kammerater, Tugthusfangerne, og undrede sig over, hvorledes de alle sammen hang saa sejgt ved Livet og hvor det forekom dem dyrebart. Det syntes næsten, som om Livet i Tugthuset var endnu værdifuldere og attraaværdigt end udenfor.
Hvilke frygtelige Kvaler og Pinsler havde for Eksempel ikke mange af dem, Vagabonderne, allerede maattet holde ud!
Var det virkelig muligt, at en Solstraale, en uigennemtrængelig Skov, en kold Kilde et Steds i en ubekendt Vildmark, som en eller anden for mange Aar siden havde mærket, og paa hvis Gensyn Vagabonden tænkte som paa Gensynet med en Elsket, om hvilken han drømte om Natten, smykket med grønne Træer, Sangfugle i Buskene — at dette kunde indeholde saa megen Betydning for ham?
Da han saa sig videre om, saa han Eksempler, som forekom ham endnu uforklarligere.
I Fængslet, i sine Omgivelser, lagde han i Begyndelsen slet ikke Mærke til mangt og meget, vilde heller ikke lægge Mærke til det. Han levede ligesom med sænkede Øjne, det var ham modbydeligt at se sig om. Men endelig maatte han dog forundre sig over meget, uvilkaarligt begyndte han at lægge Mærke til adskilligt, som han før ikke havde anet.
