354
menkomst med sin Broder, havde hun allerede fundet Moderen syg, hun havde Feber og snakkede over sig.
Endnu samme Aften aftalte hun med Rasumichin, hvad de skulde svare Moderen paa hendes Spørgsmaal om Rodja; hun havde endogsaa tænkt paa at fortælle Moderen en hel Historie om Raskolnikows Rejse, langt, langt bort til Ruslands Grænse, hvor han i Følge et privat Hverv, der skulde bringe ham Penge og Berømmelse, var rejst hen.
Men det var dem paafaldende, at Pulcheria Alexandrowna hverken nu eller senere rettede Spørgsmaal til dem herom. Tværtimod viste det sig, at hun selv havde lavet sig, en Historie om Sønnens pludselige Afrejse; hun fortalte med Taarer i Øjnene, hvorledes han var kommen til hende for at tage Afsked, og gav derved gennem Antydninger at forstaa, at meget vigtige og hemmelighedsfulde Omstændigheder var hende bekendt, og at Rodja havde mange højst mægtige Fjender, saa at han endog var nødt til at gemme sig bort.
Men med Hensyn til hans vordende Karriere var hun ikke i Tvivl om, at den vilde blive glimrende. Der maatte kun først rydde; nogle fjendtlige Omstændigheder af Vejen; hun forsikrede Rasumichin, at hendes Søn endogsaa skulde blive Statsmand; Beviset herfor var hans Afhandling og hans glimrende Talent som Skribent.
Afhandlingen læste hun uafbrudt, ofte endogsaa saa højt; hun næsten sov med den; men desuagtet spurgte hun aldrig efter, hvor Rodja nu var henne, skønt det var aabenbart, at man undgik at tale med hende om det, — og dette alene burde jo have vakt hendes Mistanke.
Datteren begyndte at ængstes over denne besynderlige Tavshed hos Pulcheria Alexandrowna, som for Eksempel ikke engang beklagede sig over, at
