333
Dunja havde vanskeligt ved at skilles fra ham, hun holdt saa meget af ham. Endelig gik hun, men da hun var et halvt Hundrede Skridt borte, vendte hun sig om for at se efter ham; han var endnu i Sigte. Da han var kommen hen til Hjørnet, vendte han sig ogsaa om, og deres Blikke mødtes sidste Gang; han vinkede utaalmodig og ærgerlig med Haanden, at hun skulde gaa sin Vej, men selv drejede han om Hjørnet.
Jeg føler, at jeg er en daarlig Person, tænkte han, da han et Minut senere skammede sig over sin Optræden. Men hvorfor holder de da af mig, naar jeg ikke er det værd? Aa, hvis jeg var alene og ingen holdt af mig, og hvis jeg selv aldrig havde holdt af og ikke holdt af nogen! da var alt dette ikke sket! Det var dog virkelig interessant at erfare, om min Sjæl i de femten eller tyve Aar virkelig vil ydmyge sig saadan, at jeg virkelig ærefrygtsfuld ved enhver Anledning vil kalde mig selv for en Rovmorder. Ja, ganske vist, ganske vist! Derfor dømmer og forviser de mig jo, det er jo netop deres Maal!… Der løber de nu op og ned ad Gaden, og enhver af dem er dog allerede af Naturen en Skurk og en Røver, eller endnu værre — en Idiot! Men man skulde bare forsøge paa at eftergive mig Straffen — ja da vilde de allesammen blive rasende af ædel Harme! Aa, hvor jeg hader dem allesammen.
Han fordybede sig i det Spørgsmaal, hvad det vel var, der foregik i ham for at bringe ham derhen, at han lige over for alle, uden at ræsonnere, vilde blive ydmyg af Overbevisning.
Naa, og hvorfor ikke? Naturligvis, saadan skal det jo være. Som om et tyveaarigt uophørligt Tryk paa Mennesket ikke helt skulde lade det gaa til Grunde! Stadigt Dryp udhuler Stenen. Og
