332
en Morder. Maaske vil Du en Gang høre mit Navn. Jeg skal ikke gøre Eder nogen Skam, det skal Du faa at se. Jeg vil endnu bevise … dog, nu foreløbig paa Gensyn!” endte han hurtig, da han atter ved sine sidste Ord og Løfter mærkede et ejendommeligt Udtryk i Dunjas Øjne. „Hvorfor græder Du? Græd ikke, græd ikke; vi skilles jo ikke for evig … Ak ja, vent, jeg glemte noget.”
Han gik hen til Bordet, greb en tyk, støvet Bog, slog den op og tog ud af den et lille Elfenbens-Miniaturportræt. Det var Billedet af hans tidligere Forlovede, Værtindens Datter, som var død af en hidsig Feber; samme besynderlige Pige, som havde villet gaa i Kloster.
Næsten i et helt Minut betragtede han dette udtryksfulde, sygelige Ansigt, kyssede Billedet og gav det til Dunja.
„Dér, med hende har jeg talt meget om det, med hende alene,” sagde han tankefuld, „hendes Hjærte har jeg betroet meget af det, som er gaaet saa frygtelig i Opfyldelse. Vær ikke urolig, Dunja, hun var ikke enig med mig, lige saa lidt som Du, og jeg er glad ved, at hun ikke har oplevet det. Hovedsagen er, at al Ting nu begynder fra nyt af, et fuldstændigt Brud med Fortiden!” sagde han pludselig. „Alt, alt! — Men er jeg nu ogsaa forberedt til det? Vil jeg det selv? Hvortil skal alle disse taabelige Prøvelser? Hvad Gavn gør de? Vil jeg da begribe bedre end nu, naar jeg er bleven sønderpint af Kvaler, og svækket gennem en Snes Aars Tvangsarbejde, og hvad skal jeg vel da leve for? Hvorfor finder jeg mig egentlig nu i en saadan Fremtid? Aa, jeg vidste nok, at jeg er en elendig en; det følte jeg, da jeg i Dag i Morgendæmringen stod ved Newaen!”
Endelig gik de begge to
