328
„Skal jeg komme ind til Dig, eller skal jeg gaa igen?” spurgte han mistænksomt.
„Jeg har hele Dagen været hos Sofia Ssemjonowna; vi ventede begge to, Du skulde komme. Vi troede bestemt, at Du vilde komme derhen.”
Raskolnikow gik ind og satte sig udmattet ned paa en Stol.
„Jeg er saa svag, Dunja, jeg er saa udmattet; og dog vilde jeg saa gærne, i al Fald i dette Minut, kunne beherske mig fuldstændigt.”
Han sendte hende et mistænksomt Blik.
„Hvor har Du været henne i Nat?”
„Jeg husker det ikke længer saa nøje. Ser Du, Søster, jeg gik lange med Nevaen; det kan jeg huske. Dèr vilde jeg gøre en Ende paa det, men … jeg kunde ikke beslutte mig til det…” hviskede han og saa atter mistænksomt paa Dunja.
„Gud være lovet! Det var netop det, vi var bange for, jeg og Sofia Ssemjonowna. Altsaa tror Du dog endnu paa Livet. Gud være lovet! Gud være lovet!”
Raskolnikow smilede bittert.
„Jeg har ikke troet paa nogen Ting; men netop nu omfavnede jeg Moder og græd med hende; ingenting tror jeg — men jeg har dog bønfaldt hende om, at hun skulde bede for mig. Gud véd, hvad det betyder; jeg forstaar ikke et Muk af det, Dunja.”
„Har Du været hos Moder? og har sagt hende det?” raabte Dunja forskrækket. „Har Du virkelig kunnet beslutte Dig til at sige hende det?”
„Nej, jeg har ikke sagt det … med Ord ikke; men hun forstod adskilligt. Hun hørte Dig tale i Søvne i Nat. Jeg er overbevist om, at hun i al Fald har gættet Halvdelen. Jeg véd heller ikke,
