326
„Nej, men knæl og bed for mig. Din Bøn bliver maaske hørt.”
„Kom, jeg vil slaa Kors for Dig, velsigne Dig! Saa! saa! Aa Gud, hvad skal vi gøre!”
Ja, han var glad, meget glad over, at ingen var til Stede, at han var alene med sin Moder. Det var, som om med en Gang hans Hjærte var blødt for hele denne tunge Tid. Han faldt ned for hende, kyssede hendes Fadder og begge to omfavnede hinanden og græd. Og hun undrede sig ikke mere og spurgte ham nu heller ikke mere. Hun havde forlængst anet, at der foregik noget skrækkeligt med hendes Søn; men nu maatte der være indtraadt et frygteligt Øjeblik for ham.
„Rodja, min dyrebare, min førstefødte,” sagde hun hulkende, „nu er Du igen som Du var som lille Dreng, da kom Du ogsaa saadan hen til mig og omfavnede mig og kyssede mig; den Gang vi endnu havde din Fader og levede sammen i Fattigdom, og allerede det var os en Trøst, at vi havde Dig, og da jeg saa maatte begrave din Fader — da omfavnede vi ofte hinanden ligesom nu, naar vi græd ved Graven. Og at jeg græder saa ofte, det kommer deraf, at mit Moderhjærte for længe siden har anet en Ulykke. Allerede første Gang, jeg saa Dig, husker Du, vi var netop ankomne, da læste jeg alt i dine Blikke; den Gang skælvede mit Hjærte, og nu i Dag, da jeg lukkede op for Dig og saa paa Dig, da tænkte jeg straks, nu, nu er den skæbnesvangre Stand kommen. Rodja, Rodja, Du rejser vel ikke nu straks?”
„Nej.”
„Du kommer vel igen.
„Ja, … jeg kommer.
„Rodja, vær ikke vred paa mig, jeg tør ikke spørge dig ud. Jeg véd, at jeg ikke maa, men sig
