Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/712

Denne side er blevet korrekturlæst

318

Der laa noget uendelig modbydeligt og stødende i denne Latter, i disses Øjne; i dette Ansigts hele Frækhed. — Hvad, et femaars Barn?… hviskede Swidrigailow aldeles forskrækket, ja … men hvad er da det? — Nu vender hun sig med sit hele glødende Ansigt til ham, strækker Armene mod ham … Ha! Fordømte!… raabte Swidrigailow rasende og løftede den knyttede Næve…

Men i dette Øjeblik vaagnede han.

Han laa paa den samme Seng; indsvøbt i Tæppet, lige som før; Lyset brændte ikke, og fra Vinduet skimtedes Dagslys.

Atter en Drøm!

Han rejste sig ærgerlig op og følte, at han var som mørbanket.

Udenfor var der en tæt Taage, man kunde ikke skælne noget; Klokken var næsten fem, han havde forsonet sig.

Nu stod han op og trak sine endnu vaade Klæder paa. Da han følte Revolveren i Lommen, tog han den ud og undersøgte Tændhætten; derpaa satte han sig ned, tog sin Notisbog frem og skrev paa den første Side med store Bogstaver nogle Linjer. Da han havde læst dem igennem, faldt han i Tanker og støttede sig med Albuerne paa Bordet. Revolver og Notisbog laa hos ham.

De allerede vaagnede Fluer sad tæt paa det Kød, som stod paa Bordet. Han betragtede dem længe og forsøgte med den højre Haand, som han havde fri, at fange en af dem. Længe var hans Forsøg forgæves, og da han endelig greb sig selv i denne interessante Sysselsættelse, foer han op, opmandede sig, rejste sig og gik resolut ud. Et Minut efter befandt han sig paa Gaden.

En mælkefarvet, tæt Taage laa over Staden.

Swidrigailow gik langs det smudsige Træfortov