315
med Skræk og Undren, bedækket dette barnlige Sind med ufortjent Skam, aflokket hende det sidste, uhørt hendøende Skrig af Fortvivlelse, drevet hende, den i Nattens Mørke frækt vanærede, ud i Kulden, under Stormens Hyl, til Selvmord…
Swidrigailow samlede sig atter, stod op og traadte hen til Vinduet. Han ledte efter Krogen og aabnede det. Vinden blæste voldsomt ind i hans lille Værelse, og det var, som om hans Ansigt og Bryst bedækkedes med isnende Rim.
Nedenfor Vinduet var der virkelig en Have, et Slags Forlystelseslokale. Nu fløj Draaberne fra Træerne ind gennem Vinduet; det var saa mørkt som i en Kælder, kun her og der kunde man paa den mørke Baggrund skimte endnu mørkere Pletter.
Med Albuerne støttede paa Vindueskarmen saa Swidrigailow en fem Minuters Tid ud i dette Mørke; da lød et Kanonskud, og straks efter et til.
Aha, et Signal! Vandet stiger, tænkte han, — til Morgen vil det oversvømme de lavere Steder i Gaden, flyde ind i Hvælvinger og Kældere; saa kommer de underjordiske Rotter frem; under Regn og Vind begynder Menneskene bandende og drivvaade at slæbe deres Pakkenelliker op i de højere Etager … hvor sent paa Natten mon det nu er?
Knapt havde han tænkt dette, saa slog Klokken tre paa et Stueuhr i Nærheden.
Naa, en Time til, og Dagen begynder at gry! Hvorfor skulde jeg vente længere? Jeg gaar direkte til Petrowskij, udsøger mig et større Buskads, som er ganske gennemvædet af Regn, saa at ved den ringeste Berørelse Millioner Draaber falder ned paa Hovedet…
Han lukkede Vinduet, tændte Lyset, tog Frakken og Overfrakken paa, og gik med Lyset ud i Korridoren for at lede efter den et eller andet Steds i et
