308
koldt her, og saa vendte han sig om og gik i Retning af **prospekt.
Han var allerede gaaet et godt Stykke hen ad det endeløse **prospekt og derunder ofte dumpet ned fra de høje Planke-Fortov, men han blev ikke træt af at søge noget paa højre Side af Prospektet.
Da han en Gang kørte her, havde han ved Enden af Prospektet lagt Mærke til et stort Værtshus i en Træbygning; han syntes, at det hed Adrianopel. Rigtigt, han havde ikke taget fejl; Værtshuset var i denne øde Trakt et saa synligt Punkt, at man selv i det dybeste Mørke ikke kunde tage fejl.
Han befandt sig foran et langt, af Alder sort anløbet Træhus, hvor der endnu paa denne Tid af Døgnet var Lys, og han saa Folk røre sig derinde. Han gik ind og spurgte en lurvet Fyr, som mødte ham i Korridoren, om der var særskilte Værelser at faa.
Fyren kastede et Blik paa ham og førte ham til Enden af Korridoren ind i et kvalmt og trangt Værelse, som laa inderst inde under en Trappe. Det var det eneste ledige Værelse, de øvrige var optagne.
Fyren saa spørgende paa ham.
„Har De Te?” spurgte Swidrigailow.
„Jo.”
„Hvad kan De ellers skaffe?
„Kalvesteg, Brændevin og koldt Bord.”
„Giv mig Kalvesteg og Te!”
„Ellers ingen Ting?” spurgte Opvarteren med nogen Forundring.
„Nej, ingen Ting!”
Opvarteren fjærnede sig, han var ganske skuffet.
Jo dette maa være et nydeligt Sted, — tænkte Swidrigailow — men det kunde jeg jo for Resten have vidst paa Forhaand. Rimeligvis ser jeg ogsaa
