293
„Men Sanivittighedsnagene? De fraskriver ham jo enhver moralsk Følelse! Hører han da til…”
„Ak, Dunja, nu er De aldeles forvirret. Vi Russere har jo overhovedet en elastisk Natur, ligesom vort Land; og vi har megen Tilbøjelighed for det fantastiske og regelløse; men at have en meddelsom, en elastisk Natur uden fremragende Genialitet — det er en Ulykke, Husker De, hvor vi drøftede dette Tema hin Aften i Haven ude paa Terrassen? De paaduttede mig da altid denne Elasticitet. Hvem véd, maaske var det samtidigt med, at Deres Broder laa paa sin Sofa og tænkte paa sin Plan. I vort dannede Selskab gives der jo ingen særligt helligede Overlevelser, det skulde da være, at nogen lavede sig dem ved at læse Bøger … eller hentede dem ud af Krønikerne. Men det er da for det meste blot de Lærde, og disse er, som De ved, i Reglen nogle Nathuer, saa at det for en Verdensmand endogsaa er upassende at ligne dem. For Resten, min Mening kender De jo, jeg fordømmer slet ingen. Men jeg selv besudlet ikke mine Hænder, det er mit Princip; vi har jo oftere talt om den Ting. Jeg havde endogsaa den Lykke at vække Deres Interesse for mine Anskuelser … Men De bliver saa bleg, Dunja Romanowna?”
„Jeg kender hans Teori. Jeg har læst hans Opsats om Folk, hvem alt er tilladt .... Rasumichin bragte mig den....”
„Hr. Rasumichin? Deres Broders Opsats? Den vidste jeg ikke noget om. Den maa være interessant! Men hvor vil De da hen?”
„Jeg vil tale med Sofia Ssemjonowna,” sagde Dunja med svag Stemme, „hvilken Vej skal jeg gaa til hende? Hun er maaske kommen hjem igen, jeg maa straks tale med hende. Vil De…”
