Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/650

Denne side er blevet korrekturlæst

256

for Resten var ogsaa netop nu det rigtige Tidspunkt kommet.

Undervejs plagede han sig hovedsagelig med det Spørgsmaal, om mon Swidrigailow havde været hos Porphyrius. Saavidt han kunde dømme, og han turde sværge paa det, — dog nej, han havde ikke været hos ham. Han tænkte nok en Gang efter, og endnu en Gang genkaldte sig Enkelthederne ved Porphyrius's Besøg og kom til det Resultat, at Swidrigailow ikke havde været hos ham.

Men antaget, at han endnu ikke har været der, saa er det næste Spørgsmaal: vil han eller vil han ikke gaa til Porphyrius?

Nu forekom det ham, som om han ikke vilde gaa derhen. Hvorfor ikke? Det kunde han ikke gøre sig noget Regnskab for, og havde han kunnet det saa vilde han have brudt sit Hoved med det. Alt dette plagede ham meget, men samtidigt havde han ogsaa noget ganske andet i Hovedet.

Mærkværdigt nok, maaske ingen vil tro det, men hans nuværende umiddelbare Tilskikkelser sysselsatte ham mindre, han tænkte kun adspredt paa dem. Det, der plagede ham, var noget ganske andet, tilsyneladende meget vigtigere, usædvanligt, — som visselig ogsaa angik ham selv og ingen anden. Desuden følte han en grænseløs moralsk Træthed, skønt hans Hjærne denne Morgen fungerede bedre, end den havde gjort de sidste Dage. Lønnede det sig vel, efter alt, hvad der var forefaldet, endnu at overvinde disse nye smaalige Plager? Lønnede det sig f. Eks. vel at intrigere for at Swidrigailow ikke skulde gaa til Porphyrius? Lønnede det sig overhovedet at spilde Tid for Swidrigailows Skyld?

Aa, hvor alle disse Spørgsmaal pinte ham!

Imidlertid skyndte han sig dog hen til Swidrigailow; ventede han noget af ham et Finger-