Side:Dostojewsky - Forbryderen.djvu/626

Denne side er blevet korrekturlæst

232

Ret, havde af sig selv og af indre Overbevisning indrømmet, at det var ikke muligt at leve med en saadan Byrde paa Samvittigheden.

Og Swidrigailow? — Swidrigailow er en Gaade… Swidrigailow foruroliger ham ogsaa, det er sandt, men det er atter noget andet. Med Smidrigailow forestaar der maaske endnu en Kamp; Swidrigailow er maaske ogsaa en Udvej; men Porphyrius — det er atter noget andet!…

Altsaa, Porphyrius har endogsaa selv fortalt Rasumichin det, har forklaret ham det ved Hjælp af sin fordømte Sykologi! Porphyrius!

Skulde han et eneste Øjeblik have troet, at Nikolaj var den Skyldige? Efter alt det, som den Gang forefaldt mellem dem, efter Scenen under fire Øjne, før Nikolaj kom! — og for dette kunde der dog ikke gives anden Forklaring end just den ene!

Raskolnikow havde i disse sidste Dage stykkevis genkaldt i sin Erindring Scenen med Porphyrius — én Gang og helt havde han ikke kunnet dære Erindringen om den.

Der var dog den Gang faldet saadanne Ord mellem dem, forekommet saadanne Bevægelser og Gestikulationer, vekslet saadanne Blikke; meget var sagt i en saadan Tone, det var i den Grad gaaet til det yderste — at denne Nikolaj, hvem Porphyrius for Resten ved det første Ord og den første Bevægelse havde gennemskuet, umulig kunde være i Stand til at forrykke Grundlaget for hans Overbevisning.

Se, se! — og endog Rasumichin havde allerede havt Mistanke! Scenen i Korridoren ved Lampen havde ikke undladt at gøre Indtryk paa ham. Og saa løb han altsaa hen til Porphyrius.

Men hvad for en Hensigt havde han da med at lede hans Opmærksomhed hen paa Nikolaj? Han