222
maatte konferere om nogle Genstande … Denne Samtale fandt Sted ude i Gangen ved Trappen.
Svidrigailow betragtede Raskolnikow opmærksomt og spurgte ham efter en Stunds Tavshed sagte:
„Hvad er det, som fejler Dem, kære Ven, man kender Dem jo næsten ikke igen! De hører og ser vel, men det synes, som om De ikke begriber noget. Tag Dem sammen. Vent bare, til vi har talt lidt sammen; Skade, at jeg nu har saa meget at gøre, baade andres og egne Anliggender … Ak,” tilføjede han, „Luft maa alle Mennesker have, Luft, Luft … fremfor alt!”
Han traadte tilside for at gøre Plads for Præsten og Klokkeren, som kom op. Swidrigailow havde anordnet, at der regelmæssigt to Gange daglig skulde læse Sjælemesse.
Nu gik han sin Vej; men Raskolnikow blev staaende, grundede, og fulgte saa med Præsten ind i Sofias Værelse.
Han blev staaende ved Døren.
Gudstjenesten begyndte, sagte, værdigt, alvorligt.
I Forestillingen om Døden og i Følelsen af dens Nærhed laa der allerede fra hans Barndom af altid noget trykkende og mystisk-frygteligt for ham. Forresten havde han længe ikke hørt paa nogen Sjælemesse.
Han saa paa Børnene, de knælede alle ved Kisten og græd. Bag dem stod Sofia, der ogsaa sagte, næsten tilbageholdent, græd og bad.
Pludselig tænkte Raskolnilow: Hun har dog i disse Dage ikke set paa mig en eneste Gang, ikke sagt mig et eneste Ord!
Solen skinnede klart ind i Værelset, Røgelsen steg i gennemsigtige Skyer; Præsten læste: „Herren give Dig Fred.”
